Vinteræblet ’Lundbytorp’ plukkes i september-oktober, men er først modent og spiseklart sidst i december. Det er et madæble, men efterhånden som syren aftager, kan det også bruges som spiseæble. Det kan holde sig til maj.
Det er et stort rødligt æble med grøn-gul bund.
Æblet er syrlig-sødt, sprødt og middelsaftigt. Frugtkødet er hvidt.
’Lundbytorp’ stammer fra landsbyen Lundbytorp ved Lundby. Æblet kendes tilbage fra 1913, hvor det blev beskrevet som ”en ganske fortrinlig bordfrugt”.