Aronia – også kaldet surbær eller sortrøn – er propfyldt med sundhed! Bærrene har et rigt indhold af næringsstoffer og har fire gange så mange antioxidanter som blåbær. Bærret byder også på mange c-vitaminer.
Aronia har en syrlig, lidt snerpende smag og kan derfor blandes med sødere frugter hvis man f.eks. laver saft, marmelade eller smoothie. Aronia kan også bruges i kager, for eksempel tærter, eller de kan bruges friske i salaten.
Planten stammer fra Nordamerika, hvor indianere har brugt den i århundreder. Bærrene sidder i store klaser, hvor ikke alle bærrene i klasen modner på helt samme tid. Da de plukkes en klase ad gangen kan der være bær, som er mere modne end andre. Nogle bær i bakken kan derfor være en smule rynkede, men det betyder ingenting i forhold til smag og anvendelse. Bærrenes skind rummer mange farvestoffer, så vi plukker dem med tynde gummihandsker på – ellers ser vores hænder farlige ud bagefter! 😉