’Guldborg’ er et høstæble, som modner sidst i august til start september. Det kan holde sig til midt i oktober, men de er bedst friske!
Æblet er gullig-grønt med røde striber og har tendens til at være kegleformet og ofte lidt skævt. Frugtkødet er hvidt.
Æblet er saftigt, aromatisk og med kraftig duft. Udover at bruge det frisk som spiseæble, er det også godt i salater og til æblemost.
Denne æblesort stammer fra landsbyen Guldborg på Lolland. Sorten opstod i frugtplantagen Guldborghave formodentlig omkring 1870.